Sandsten som belægning

Selvfølgelig kan man lave gode belægninger med betonsten. Men jeg har nu en forkærlighed for naturmaterialerne. Jeg har tidligere skrevet om teglklinker og nu vil jeg præsentere sandstenen. Billedet her viser en sandsten i farven “Dark” lagt op mod en nybygget garagebygning med en sort træbeklædning. Der findes rigtig mange farvevariationer og det betyder, at man næsten altid vil kunne finde en farve der matcher omgivelserne og som fremhæver den stemning man ønsker.

Sandsten som sælges i Danmark er selvfølgelig testede og godkendte til det danske vejr i t.t. frost- og saltresistens. Stenene er oftest brudt i Indien.

En af sandstens fordele er, at den er holdbar. Den tåler højtryksrensning, hvilket en betonflise ikke gør. Den har en “levende” overflade og spillet i stenene træder ekstra tydeligt frem, når stenen er våd.

Klatreplanter giver frodighed

 

Billedet her er fra West Dean Gardens i England og det viser meget tydeligt hvordan klatreplanterne giver en enorm frodighed. Da nogle af klatreplanterne er forholdsvis hurtige startere er det en god måde at få lidt hurtig højde og frodighed i en helt nyetableret have.

Køkkenhaven i farver?

 

Det er oftere og oftere jeg hører et ønske om, at haven skal kunne spises. Den spiselige have har traditionelt været opfattet som et arbejdsområde og her var det ikke så vigtigt, hvordan det så ud. Men hvis hele haven skal være spiselig, bliver det pludselig også vigtigt, hvordan det ser ud.

Se her et billede fra Sverige. Krydderurter der er farveopdelt.  Jeg synes, det ser fantastisk ud!

Teglklinker som belægning

 

Der bliver større og større efterspørgsel efter belægning af granit, tegl, sandsten eller andre naturmaterialer. Og det er der selvfølgelig en grund til – ud over at producenterne er gode til at synliggøre, at der findes alternativer til den traditionelle betonflise.

Fordelen ved tegl er, at klinkerne stort set aldrig forgår. Overfladen kan højtryksrenses og rengøres. Klinkerne suger stort set ikke vand, hvilket betyder, at de er frostsikre.

Tidligere var havetegl almindelige facadesten som ikke var så hårdtbrændte. Derfor frostsprængte de. Desuden fandtes de oftest kun i gul og rød. De nye teglklinker produceres i virkelig mange nuancer i skalaen fra helt lys gul/sand til helt mørk/sort. Mange grålige og brunlige nuancer vil være flotte både til nyere byggerier og til ældre ejendomme.